html website builder

Historien bag

Historien om ”Den lille forskel" startede en kold november aften i 1993 hjemme hos nu afdøde pianist Herman Grønning. Vi er på det tidspunkt to solister, der optræder hver for sig til private fester ved forskellige lejligheder.

Begge har vi en stor forkærlighed for den danske syngepigetradition med de gamle sange og pikante viser.

Herman syntes vi skulle mødes, da han i os så muligheden for at danne et sjovt makkerpar indenfor denne genre.

Første møde blev nærmest en katastrofe……

Den lille tykke med den smukke stemme syntes ikke at den høje reserverede levede op til standarden om en god syngepige. Så vi var enige om ikke at indlede et samarbejde.

Skæbnen ville imidlertid, at der blev bud efter ”Den lille forskel” (som vi hurtigt blev enige om at kalde os) allerede dagen efter, til et julearrangement i en folkekirke på Frederiksberg. Det blev begyndelsen til et varmt venskab og en lang og farverig sangerinde karriere.

Vi har sunget i kornsiloer, på luksushoteller, i skurvogne og på en rigmandsyacht! Vi har sunget for millionærer, funktionærer, unge, gamle, blinde og døve, søde og sure og Maren i Kæret.

Vi for længst rundet de 20 år som musikalsk makkerpar og vi elsker stadig at gøre en forskel til folks fester og sammenkomster. Og vi bliver aldrig trætte af at få folk til at synge og grine.

”Latter er den støvkost, der fejer spindelvæv af hjertet”